KWØL Landskab mdl. plr
Tegnestuen har i mere end 25 år arbejdet med alle aspekter af landskabsarkitektfaget. Private haver, friarealer til offentlige institutioner, erhvervsbygninger og boliger.
Tegnestuen har de sidste 10 år arbejdet med planlægning og projektering af byrum, infrastruktur og boligområder, overvejende i København.
Et stort opgaveområde er og har været Holmen i København, hvor tegnestuen, i samarbejde med Bagger-Hansen Rådgivende Ingeniører A/S, for Grundejerforeningen Holmen har udført projekt til ca. 4 km vejanlæg på Arsenaløen og Frederiksholmen, samt for enkeltgrundejeres adgangsarealer, parkeringsanlæg, havnepromenader og opholdsarealer til boliger, kulturinstitutioner og erhvervsbygninger. De sidste igangværende projekter forventes afsluttet i 2010. Enkeltgrundejerne har været UBST, Universitets- og Bygningsstyrelsens Campus Holmen (De 4 kunstskoler på Frederiksholmen), Jeudan A/S (Sdr. Magasin, E-bygningen, Badehuset), 2L Development A/S (Masteskurene og Kedelsmedien) samt Kanonbådsskurene. Tegnestuen er endvidere med i en af UBST igangsat kunstplan for Campus Holmen.
En anden opgave har været friarealerne til boligbebyggelsen Bispebjerg Bakke, placeret på en grund, der oprindelig blev brugt som Københavns Stadsgartners blomstergartneri og planteskole. Bebyggelsen (135 lejligheder), som er udformet af billedhuggeren Bjørn Nørgaard og Boldsen & Holm Arkitekter MAA, snor sig som en slange ned over et terræn, der falder 12 meter fra nord mod syd. En del af friarealprojektet har bestået i at bevare dele af planteskolens oprindelige plantestrukturer og enkeltplanter samt at skabe adgangsveje og parkeringsarealer, der giver størst mulig plads til de grønne friarealer.
Andre projekter:
2008:
Udviklingsplan for Kærup Gods i Ringsted, hvor godsets oprindelige landskabelige træk er udgangspunkt for udviklingen af en erhvervspark.
2009:
- Renovering af friarelaer til andelsboligbebyggelsen (127 boliger) Petersborgvænget i Hillerød
- Renovering af gård- og haveanlæg for Gammelholms Varme- og Garagelaug i København.