Fra 1960’erne medførte urbaniseringens krav om rekreationsanlæg og behov for beskyttelse af landskabet, at landskabsarkitekterne blev pålagt en ny slags opgaver med betegnelsen landskabsplanlægning. Det er karakteristisk for denne virksomhed, at den i mindre grad gælder projektering og udformning, men i højere grad arbejder med strategier for landskabsressourcernes rette brug. Den er noget af byplanlægningens grønne sektor og svarer i så henseende til trafikkens sektorplanlægning. Medens trafiksektoren stiller særlige tekniske krav, stiller landskabsplanlægningen biologisk-økologiske krav til professionens udøvere.

Fra at være begyndt med fredning udvikler landskabsplanlægningen sig til at gælde konsekvensanalyser af byvækst og ender med anbefalinger vedrørende det åbne lands udvikling på regionalt og kommunalt niveau. Selvstændigt eller i team arbejder landskabsarkitekter både i kommunale ansættelser og ligesom byplanlæggere som konsulenter for stat og kommune.

Denne del af landskabsarkitektens virksomhed har fået en hurtig stigende betydning i forbindelse med planlovreformens øgede krav til den grønne sektors planlægning på alle planlægningsniveauer.

Som eksempler på opgaveområdet landskabsplanlægning kan nævnes planudvalgenes arbejde, den kommunale parkplan for Odense og Hedelands landskabsretablering efter grusgravning.